Realkreditlån – et kig ind i fremtiden!

Så er det NU, at vi skal have pudset krystal-kuglen, kogt nogle hønse-fødder og spyttet over venstre og højre skulder.

Vi skal til at tage de største og tungeste beslutninger ifm. hele projektet – vi skal have finansieringen på plads. I en tid med rentespring og rente-drop på menuen er det svært at vælge rigtigt. Ingen kan spå om fremtiden – men det nye er, at bankfolkene ikke en gang vil prøve på at spå om det. Så man er lidt på bar bund… og i sidste ende handler det nok mest om den gode mavefonemmelse.

Vi vil gerne have en stabil og sikker husleje i fremtiden uanset om renten går op eller ned. Derfor er det rimeligt let for os at vælge finansieringsformen på realkreditten. Vi vil have et fast-forrentet lån på 30 år – men vi vil også gerne have en vis form for fleksibilitet i vores husleje, hvorfor lånet skal være afdragsfrit. Vi vil bruge beløbet fra realkredit-afdraget på banklånet istedet, således at det kan blive tilbagebetalt hurtigst muligt.

Nykredit harvarslet, at de vil indføre 2-lags-belåning fra juli 2012. Dvs. at vi skal vælge nu og her, om vi vil tage et traditionelt realkredit-lån hjem med det samme (inden byggeriet står færdigt) eller om vi vil vente til november. Hvis vi venter til november SKAL vi benytte os af 2-lags-belåningen, hvilket vil mindske fleksibiliteten.

Overvejelserne resulterede i at hjemtage et 30-årigt 3,5% fast-forrentet lån. Lånet blev taget hjem til en okay kurs på 97,2.

En stor og vigtig beslutning er truffet – og nu vil vi bare glemme alt om renter, krise i Syd-europa, valg i Frankrig og Grækenland, alternative finansieringsformer som F1-lån hvor vi kunne spare tusind-vis af kroner osv, osv… Nu vil vi bare nyde, at vi ved, hvad vi har at gøre med i de næste 30 år 🙂

Update: 5/7-2012
OBS!! Huskekage! Man skal lige huske, at når man hjemtager et realkredit-lån til at et hus, som ikke er færdigbygget, så kræver realkredit-instituttet stadig en vis form for sikkerhed for lånet. Da man ikke har noget at bruge som sikkerhed, tilbyder banken sikkerheden/garantien (mod betaling, naturligvis!). Det skal man lige have med i budgettet.
Desuden skal man huske, at der skal betales terminer på lånet… en ikke helt uvæsentlig post, hvis man i forvejen sidder med en alm. husleje.

Møde med elektriker

Og det blev endnu et af de dyre møder…

Vi blev “sendt ud” til Egebjerg El for at afklare el-installationen samt de hårde hvidevarer. Som udgangspunkt var der sat 19.000 kr. af til hårde hvidevarer og 0 kr. til ekstra el-installationer.

Vi havde på fornemmelsen, at det ville blive et dyrt møde… og den fornemmelse holdt stik. At der er afsat 0 kr. til ekstra el-installationer er næsten en joke. Som udgangspunkt er der ingen spots i køkken, carport eller gang-arealer. Endvidere er der afsat 1 antennestik til hele hytten 😦

Vores el-tegning endte med at se sådan ud:
Eltegning Sverigsvej 12. 7130 Juelsminde

Når man gerne vil have ekstra LED-spots, antenne-stik med netværksstik i alle rum, ekstra stik-kontakter, ekstra lamper i badeværelse osv., så løber det hurtigt op. Men det er jo næsten ting, som man ikke kan undvære i et moderne hjem.

Hvidevarer

Som nævnt ovenover er der afsat 19.000 kr. til hvidevarer. Vi vidste på forhånd, at det ville forslå som en skrædder i Helvede. Vi havde derfor (næsten på forhånd) aftalt, at vi ville bruge de 19.000 kr. hos Egebjerg El og finde resten af hvidevarerne på nettet til billigere penge. Men… man har en holdning til man har en ny.

Vi fik et uforpligtende tilbud fra Egebjerg El inkl. alle hvidevarer, installation, tilpasning osv. Vores konklusion er, at vi godt kunne have fundet tilsvarende hvidevarer billigere på nettet – men så skulle vi selv forestå installation, tilpasning osv. EFTER HusCompagniet har forladt huset. Med ovenstående løsning har vi kun ét sted at gå til, hvis garantien skal bruges og HusCompagniet dækker installations-fejl osv.

Jord i hovedet?!

Arghhhh – det er så irriterende!!! Hvorfor skal man betale 100 kr. pr. kubik-meter jord, som man skal have kørt væk fra byggepladsen??? Det virker helt absurd for os… specielt nok fordi vi har ca. 400 kbm jord, som skal køres væk, hvilket giver en ekstra-udgift på 40.000 kr. Penge som går lige ned i lommen på entreprenøren, da de alligevel kan tage jorden med tilbage til grusgraven, når de skal hente sand og stabil-grus.

Før i tiden har vi hørt, at HusCompagniet stod for at bortskaffe jorden, men den “service” har de åbenbart skåret væk.

Vi har været rundt og spørge de lokale landmænd, om de kunne tænke sig lidt ekstra jord på markerne, men de er desværre ikke interesseret, da jorden er fedtet og leret.

Så der er desværre ingen vej udenom… det er jord i hovedet 🙂

To quook or not to quook??

Is that really the question???

Nu har vi jo været ved HTH og udvalgt køkken og inventar. Men nu trænger spørgsmålet sig på, om vi skal have installeret en kogende vandhane eller ej.

Alle, som vi har talt med, siger, at det er den mest u-undværlige ting i deres hus. De kunne ikke forestille sig et hus uden. Selvom det er en dyr investering og den er forholdsvis dyr i drift, så er det en luksus, som de ikke vil undvære.

Der findes flere forskellige varianter (Grohe Red, Thermax Triotap, Quooker osv.). Umiddelbart har vi vurderet, at Quookeren er bedst ud fra paramtrene: Kvalitet, driftsomkostninger og design. Se mere om el-forbrug og kogevandhaner her:
http://www.goenergi.dk/aktuelt/forbruger/pas-paa-varmtvandshanens-elforbrug

Og se så Quooker’s fantastiske reklamevideoer her:
http://quooker.dk/dk-dk/

Selvfølgelig skal vi ha’ en Quooker :-)))

Byggetilladelse… zzzzzzzz…

Nu har vi snøvlet lidt med at få tegninger, skitser og andre beslutninger på plads. Det har trukket lidt ud, så vi kan ikke længere overholde de frister, der står skrevet i kontrakten.

Det betyder, at vores indflytnings dato bliver rykket en måned 😦

Og så hjælper det heller ikke på det, at kommunen og banken ikke kan finde ud af at snakke sammen om at overføre penge… Og hvis kommunen ikke opfatter pengene som betalt, så bliver der ikke givet en byggetilladelse.

Men nu er det hele vist gået i hak og byggetilladelsen givet. 1. 2. 3., sæt i gang!!

Skitsen/grundplanen er endeligt godkendt

Så er den endelig skitse godkendt. Det betyder, at Leon kan trykke på den grønne knap (som han kalder den), som sætter gang i det helt store maskineri. Endelige tegninger bliver udskrevet i mange eksemplarer, som bliver sendt til alle interessenter (bygherre, elektriker, HTH, VVS, murer, tømrer, entreprenør osv.).

Nu er det lige før, at vi bare kan læne os tilbage og holde sommerferie i ro og mag, imens de knokler på over på grunden… ahhh helt så let går det nok ikke, vi skal også lige have styr på:

  • indretning af værelser og walk-in
  • indkøb af sofaer og andre møbler
  • planlægning af haven (udgravning til terasser samt indkøb af stabilgrus og sand)
  • indkøb af sten, hæk, græs, planter osv.
  • “overvågning” af byggeriet
  • styr på banken og økonomien (inkl. optagelse af lån)
  • indhentning af tilbud på forsikringer
  • planlægning af installation af gas, el, antenne, fibernet og tyverialarm
  • indhentning af tilbud på solcelle-anlæg samt finansiering

Men nu glæder vi os for alvor til medio oktober, hvor vi skal flytte ind. Det bliver fantastisk.

Store beslutningsdag booket

Så er den store beslutningsdag booket. Vi skal d. 10/5-2012 vælge det mest centrale exteriør og interiør i vores nye hus, nemlig inventar (køkken, brygges, skabe, walk-in, etc.) og mursten samt fliser. Mødet er booket og vi har begge taget fri fra arbejde, så vi kan være helt klar til dagen.

UPDATE (10/5-2012)
Så lykkedes det 🙂 Næsten altså…
Vi startede kl. 8.00 hos Leon ved HusCompagniet. Dagsordenen var klar:

  • endelig godkendelse af skitse
  • valg af fliser, mursten, døre, vinduer, gulve og armature

Skitsen havde vi jo luret på længe, så det var en smal sag at godkende den. Det gik også fint med trægulvene og armaturerne. Det begyndte til gengæld at knibe, da vi skulle vælge fliser og tæpper. Efter god rådgivning fra Leon og lidt diskussion frem og tilbage endte vi med at vælge nogle sandfarvede natur-sten som fliser og mat-lakeret træ-gulv:

Vi valgte ikke nogen af tæpperne…

Vi fik også rimeligt hurtigt fundet frem til udformningen af de franske døre, der skal gå fra alrummet til stuen. Vi er jo førstegangs-købere og ikke bange for noget… så vi valgte de 12-ternede ruder:

Vi gik lidt i stå, da vi skulle vælge mursten… Vi havde egentlig set os varm på den “traditionelle” Bison fra Strøjer Tegl… men da vi så den nye kollektion blev i alligevel i tvivl. De havde fået 3 nye sten hjem:

Billedet giver ikke slet ikke det rigtige indtryk af farven – men i sidste ende valgte vi altså den nye Laika-sten fra Strøjer Tegl. Det er den grå sten i midten. Der findes ingen referencer til stenen. Pt. er det ét hus under opførsel i Danmark med denne, så vi er MEGET spændte på at se resultatet.

Budgettet fik også lige én over nakken efter dagens første valg… 14.500 kr. ekstra for Laika-mursten og 14.000 kr. ekstra for natur-fliserne.

Efter et godt møde hos Leon, hvor vi fik god rådgivning og masser af tålmodighed 😉 kørte vi nord på til HTH i Tilst. I et 4 timers langt møde med fik vi bestilt inventar. Der var afsat 79.000 kr… men vi skal vist være heldige, hvis vi holder os under 120.000 😦 Og vi har endda ikke givet den særlig meget gas. Der kommer et blog-indlæg, når vi har tilbuddet og tegningerne i hånden. Forhåbentligt indenfor 14 dages tid.

Det eneste, som man kan ærge sig over er, at alt hvad man bestiller er til listepris. Ingen jyske købmandskneb eller kræmmermarked-teknikker kan bruges her..

UPDATE 2 (11/5-2012)
Vi har bestilt gulvtæpper til børneværelserne samt kontor og aktivitetsrum hos Garant ved Horsens Tæppetorv. 8.000 kr. ekstra…

Bankskifte

Imens Grækenland er ved at køre hele geschäften i sænk i Sydeuropa sidder vi paradoksalt nok som nybyggere og klapper i vores små hænder, fordi renten bare falder og falder. I skrivende stund kan vi få et 3,5% fastforrentet lån til kurs 98,5. Og de snakker endda om at åbne for et 3% lån. Umiddelbart virker det som et rigtigt godt tidspunkt at skulle anskaffe sig længere lån.

Ifm. de store lån, som vi meget snart skal optage, har vi naturligvis undersøgt markedet. Pt. har vi Jyske Bank, og vi har egentlig været ganske godt tilfredse med servicen og de services, som de udbyder via netbanken.

Men de er blevet overhalet indenom af NyKredit, som er kommet med det bedste tilbud, både hvad angår rente og finansieringsomkostninger, men også hvad angår service og rådgivning. Endvidere har NyKredit i Horsens en aftale med HusCompagniet om at stille en gratis bankgaranti. Perfekt 🙂 Vi glæder os til samarbejdet med NyKredit, som virker meget kompetente.