Så er entreprenør-folket fra Thorkild Jensen rullet afsted igen med deres maskineri – de er nemlig færdige med vores fundament. Woohoo! Vi har været yderst tilfredse med gutterne på pladsen. Vi har med 2-3 dages mellemrum været henne og besøge dem og snakke med dem. De har været yderst hjælpsomme og gode til at give forklaringer på vores (dumme) spørgsmål. Der blev også overleveret lidt bestikkelse i form af kolde sodavand og sprøde kager 🙂
De var også forholdsvis fleksible med vores ekstra-ønsker. Vi ønskede bl.a. at bevare én af de store sten, som de fik gravet op af hullet til fundamentet, således at den en dag kan pryde vores indkørsel og samtidig fungere som minde fra vores “byggetid”. De var også behjælpelige med at rydde buske og træer, som vi ikke ønskede på grunden – dette var uden beregning. Der stod endvidere et aske-træ på grunden, som de selv foreslog at grave ned, da der sandsynligvis går aske-syge i træet inden længe. God service. Sidst men ikke mindst var de meget fleksible mht. grov-planeringen af grunden, som de foretog efter vores ønsker.
*VIGTIG* HUSKEKAGE
Entreprenøren har også lavet et godt for-arbejde for vores kommende belægning og terrasse. De har for det første lavet en “arbejds”-sti hele vejen rundt om huset, hvor der efterfølgende kan lægges belægning med et minimum af ekstra sand osv. Men vigtigst af alt, så har de lavet forarbejdet til vores terrasser nøjagtig, som det er beskrevet på tegningen fra HusCompagniet. Entreprenøren følger slavisk tegningen fra HusCompagniet – derfor er det VIGTIGT, at man får tegnet terrasser og lignende på tegningerne fra tegnestuen.
BILLEDER FRA FUNDAMENT-ARBEJDET
- Isoleringen er i fundamentet og gulvvarmen er lagt.
- Sean og Jonas leger, at de leger ved det nye hus 🙂
- Samlingen af gulvvarmen hvor teknikskabet skal være i bryggerset.
- Man kan se rum-inddelingen på gulvvarme-rørerne.
- Fundamentet er færdigstøbt og gulvvarmen og isoleringen er pakket godt ind.
- Håber, at de har holdt tungen lige i munden, da de samlede rørerne.
- Hannah, Jonas og Sean står i soveværelset og nyder det “smukke” gulv 🙂
Hej – skulle I betale ekstra til entreprenøren for arbejde med at lægge sand til fliser rundt om huset og til jeres terrasse? Det har vi gjort, og vi bruger også HusCompagniet. Som jeg læser jeres indlæg, så virker det som om, at det var inkluderet i prisen?
Hej
Vi betalte ikke ekstra for sand. HusCompagniet leverer som standard sand rundt om huset samt til en del af terrassen. Derudover laves der også indkørsel i stabil-grus.
Det er korrekt, at man skal betale ekstra, hvis man skal have ekstra meget sand kørt ud til ekstra terrasser osv.
Som jeg skriver på bloggen er det dog fordelagtigt at få tegnet terrasser og belægninger på overblikstegningerne, da det er disse tegninger, som entreprenøren går efter. I kan dermed være “heldige”, at få sand osv. de steder, hvor I ønsker det. Men jeg tror, at det afhænger af hvor meget terrasse og belægning, som I ønsker.
Vh
Allan