Gasbeton-vægge er færdige!

Så blev gasbeton-folkene færdige med opsætningen af inder- og ydervægge af gasbeton. Det går sørme stærkt! 4 dage og så var håndværkerne væk igen og alle vægge opsat.

Næste punkt på byggeplanen er vel spær og bjælke til garagen… og så må vi hellere få gang i nogle pølser og brød… hvis de ellers har tid til et lille rejsegilde 🙂

Reklamer

Opbygning af vægge er i gang

Så kom vi over den værste sommerferie-periode og håndværkerne er gået i gang med at sætte beton-elementerne op på fundamentet. Det bliver rigtig spændende at følge med, da den rå rum-inddeling bliver færdig med denne proces, og så kan vi virkelig fornemme, hvordan husets form bliver.

HUSKEKAGE
Vi fik os en lille overraskelse, da vi besøgte huset. Vi vidste jo godt, at vi havde en fornuftig udsigt mod syd – men vi blev lidt i tvivl, om vi egentlig havde brugt den fornuftigt. Vores terrasse’s udsigt kommer absolut intet til at fejl, men udsigten fra køkken og stue er begrænset. Det er jo ikke “værre” end alle andre parcel-huse, men vi har gen-overvejet indretningen af stuen, således at vi evt. kommer til at udnytte udsigten fra stuen lidt bedre.
Overordnet kan man bare sige, at man skal tænke sig RIGTIG godt om, inden man vælger hvor vinduer osv. skal være. Det er lidt svært at forestille sig, når man står på en “åben” grund, hvor der er udsigt til alle sider.

BILLEDER (opdateret d. 25/7-2012)

Strøjer Tegl – B542 Laika

Vi har fundet ud af, at der er blevet bygget nogle huse med Laika… den mursten som vi har valgt. Strøjer Tegl har tilføjet 5 referencer på deres hjemmeside.
I dag kom vi tilfældigvis forbi et af disse huse. At sige at vi var spændte ville være en mega-underdrivelse! Vi var edder-spændte!!!
Overraskelsen var også stor, da vi så huset i Kolding. Det var vel nærmere en blanding af overraskelse og skuffelse. Murstenen var visse steder meget mørkere end vi forventede. Det havde godt nok regnet og mørtlen var knap tør på huset – men faktum var at den så noget mørkere ud end forventet. Vi har lige haft lidt tid til at vænne os til det… og nu tror vi faktisk nok, at det skal blive godt.
Herunder er en lille collage af de paparazia-billeder, som vi tog af huset 🙂

20120719-225750.jpg

Update #1 (d. 23/7-2012):
Vi fik fat i en affalds-mursten fra et nærliggende byggeri. Og herunder kan man se et nærbillede af stenen. Umiddelbart ser det ud som om, at det er en brun mursten, der er blevet malet… Forhåbentligt holder “malingen” evigt :-/

B542 – Laika.

Update #2 (d. 23/7-2012 kl. 21.20):
Vi har fået nedenstående billeder tilsendt af en anden kommende HusCompagniet-husbygger, som har været afsted til Silkeborg for at se et af Strøjer Tegl’s reference-huse. Vi synes, at billederne ser lovende ud (i hvert fald på den tørre side af huset). Der er dog ét men – og det er som vi nævnte ovenover, at stenen ikke er gennem-malet med farven og håndværkerne ved huset i Silkeborg sagde, at der var en risiko for afskalling. Vi vil tage kontakt til Strøjer Tegl for at høre deres mening om sagen. Update følger, når vi har svaret 🙂

Tørre mursten på huset solside.

Også her er murstenene tørre.

På dette billede er murstenene stadig våde – men vi håber, at jo længere tid, der går, jo lysere bliver stenen.

Update #3 (d. 25/7-2012 kl. 12.59):
Vi har kommunikeret med Strøjer Tegl’s salgschef for at få vished for, hvordan stenen vil opføre sig i fremtiden. De vil ikke komme med noget konkret på skrift – men herunder er mail-korrespondancen:

Mail #1

Hej

Jeg har fundet din mail på jeres hjemmside.

Vi har for nyligt købt et HusCompagniet hus – og vi har valgt ovenstående mursten (B542 – Laika). Nu er det så kommet frem for os, at murstenen ikke er en gennemfarvet sten… men nærmere en malet sten (eller begittet sten). Dette gør os lidt urolige, idet visse håndværkere fraråder den slags sten pga. risiko for afskalling. Har I erfaringer med dette?
Har I haft andre “begittede” sten i jeres sortiment, som har mange år på bagen, således at man er sikker på, at metoden virker også om 5, 10 og 25 år?
Vh
Allan

Svar på mail #1

Hej Allan

Tak for din mail.

Vores mursten B511 (gul grundsten) samt B542 (brun grundsten) er begittede murstens løsninger. Produktionsgangen på disse produkter er i den korte version, at tynd lerfarve (begitning) påføres ler efter formning, hvorpå lerret tørres samt brændes til færdige mursten. Disse murstensløsninger er nye hos Strøjer Tegl, dog har andre af vores kollegaer gennem længere tid produceret disse murstenstyper.

Hermed får vi et flot produkt hvor murstenene er meget forskellige i udtrykket og giver et smuk færdigt (tørt) murværk. Dog vil regn samt fugt neutralisere den hvide begitning som vil komme igen ved udtørring af murværket. Alt murværk vil blive mørkere ved vand/fugtpåvirkning.

Denne løsning er diffusionsåben som øvrige mursten fra Strøjer Tegl.

Tak for din henvendelse.

Med venlig hilsen

Claus Wiuff
Salgschef

Mail #2:

Hej Claus

Tak for dit hurtige svar. Jeg kan godt høre, at det bliver svært at trække en form for garanti ud af jer .

Det er rigtigt fint, at I kan redegøre for processen og det er rart at vide som bygherre. Men det allervigtigste i min lille verden er, at skidtet holder og at begitningen ikke falder af om 5, 10 eller 25 år.

Basalt set er det jo et nyt produkt, som vi bliver forsøgskaniner på.

Vh
Allan

Svar på mail #2:

Hej Allan

Garantien er den samme på dette produkt som på øvrige teglprodukter fra Strøjer Tegl.

Videre skal jeg gøre opmærksom på at, natur patinering også noget som har indflydelse på teglprodukter på sigt.

Du er meget velkommen til at kontakte mig pr. telefon for uddybende samtale herom.

Med venlig hilsen

Claus Wiuff
Salgschef

Update #4 (d. 20/9-2012 kl. 12.59):
Jeps – så er vi selv kommet igang med stenene. Det ser lovende ud (hvis det ellers holder hvad de siger), så vi forventer at være færdige med murer-arbejdet i næste uge. Se mere her.

Fundamentet er færdig

Så er entreprenør-folket fra Thorkild Jensen rullet afsted igen med deres maskineri – de er nemlig færdige med vores fundament. Woohoo! Vi har været yderst tilfredse med gutterne på pladsen. Vi har med 2-3 dages mellemrum været henne og besøge dem og snakke med dem. De har været yderst hjælpsomme og gode til at give forklaringer på vores (dumme) spørgsmål. Der blev også overleveret lidt bestikkelse i form af kolde sodavand og sprøde kager 🙂

De var også forholdsvis fleksible med vores ekstra-ønsker. Vi ønskede bl.a. at bevare én af de store sten, som de fik gravet op af hullet til fundamentet, således at den en dag kan pryde vores indkørsel og samtidig fungere som minde fra vores “byggetid”. De var også behjælpelige med at rydde buske og træer, som vi ikke ønskede på grunden – dette var uden beregning. Der stod endvidere et aske-træ på grunden, som de selv foreslog at grave ned, da der sandsynligvis går aske-syge i træet inden længe. God service. Sidst men ikke mindst var de meget fleksible mht. grov-planeringen af grunden, som de foretog efter vores ønsker.

*VIGTIG* HUSKEKAGE
Entreprenøren har også lavet et godt for-arbejde for vores kommende belægning og terrasse. De har for det første lavet en “arbejds”-sti hele vejen rundt om huset, hvor der efterfølgende kan lægges belægning med et minimum af ekstra sand osv. Men vigtigst af alt, så har de lavet forarbejdet til vores terrasser nøjagtig, som det er beskrevet på tegningen fra HusCompagniet. Entreprenøren følger slavisk tegningen fra HusCompagniet – derfor er det VIGTIGT, at man får tegnet terrasser og lignende på tegningerne fra tegnestuen.

BILLEDER FRA FUNDAMENT-ARBEJDET

Soklen er sat!

Jeps – som overskriften mere end antyder, så er soklen sat, og vi ved nu lige præcist, hvordan huset ender med at komme til at ligge på grunden. Her er et par billeder fra arbejdet på grunden: