Vi venter på dommen

Som jeg skrev i et tidligere blog-indlæg, så har vi (ved et tilfælde) fundet ud af, at Hedensted Kommune vil dække ekstra funderingsomkostninger (over 50.000 og op til halvdelen af grundens pris). Men sådan noget kommer jo ikke bare af sig selv. Vores ansøgning skal behandles af kommunen, og lige nu går vi og venter på dommen…

Vi har indsendt dokumentation for ekstra-arbejdet ifm. funderingen i form af tilbuddet fra HusCompagniet’s entreprenør og den geotekniske rapport. Kommunen forventer en behandlingstid på ca. 8 arbejdsdage. Vi forventer egentligt at få alle ekstra-udgifterne dækket (dvs. 121.000 + 40.000 for bortkørsel af overskudsjord), men man ved jo aldrig…

UPDATE (8. maj 2012)
Vi har fået svar fra kommunen og det blev et “lille ja”. Kommunen vil dække alle ekstra-omkostningerne ved fundering, men de vil “kun” dække 1/4 af omkostningerne for bortkørsel af overskudjord, da de mener, at det meste af jorden skulle have været gravet af alligevel. Fair nok. Alt i alt ender vi med et afslag på købesummen på i alt 80.000 kr. En kæmpe-tak til Hedensted Kommune, som har været SÅ utrolig dygtige og hurtige til at svare på alle vores mails og spørgsmål. Alle vores fordomme om kommunal administration er blevet gjort til skamme.

Reklamer

Skitse-deadline nærmer sig

HusCompagniet har informeret os om, at vi snart skal have skitsen for grundplanen på plads, da de ellers ikke længere kan committe sig til afleveringsdatoen. Vi har fredag formiddag afsendt vores seneste ændringsønsker:

1) Entré-dør/indgang. Er det muligt at få en dør, hvor der er plads til en side-rude (ved siden af), som er med matteret glas?
2) Forældre-badeværelse. Er det muligt at få plads til et badekar?
3) Teenageværelse. Er det muligt at få et alm. ved siden af terasse-døren?

Det bliver spændende at se deres tilbagemelding og tilbud…

UPDATE
Ja, det tog ikke længe for HusCompagniet og Leon at svare på forespørgslen. Svaret var kort og kontant:

1) Ja, 3.500 kr.
2) Ja, tegning tilrettet, 19.500 kr.
3) Ja, 5.000

Den gamle sætning indenfor IT-branchen (og sikkert mange andre) gælder stadig: “Alt kan lade sig gøre – det er kun et spørgsmål prisen”.

Det går ned og det går op…

Selvom vores projekt “bare” er et typehus-projekt, så er der alligevel mange beslutninger, der skal tages. Selvom det er spændende, så er det af og til også en anelse energi-drænende. Tør slet ikke tænke på hvordan det er at bygge nyt, hvor man selv står for alle enterprise-kontrakter…

Det går ned og det går op… heldigvis i nævnte rækkefølge. Vi har med længsel ventet på resultatet fra entreprenøren, som skulle lave et fundament-tilbud på baggrund af den geotekniske rapport. Det var ikke just et glædesudbrud, der lød, da vi åbnede kuverten. Det var istedet en ekstra-regning på 121.000 kr. plus bortkørsel af 400 m3 overskudsjord eller ca. 23 lastbilfuld jord (ca. 40.000 kr.). Øv bøv…

Jeg havde læst mig frem til, at det er lovpligtigt at få foretaget jordprøver (forureningsprøver) for hver 30 tons jord, som man kører væk (en ekstra udgift på mellem 1000 og 1500 kr pr. lastbil). Men man kan få dispensation af kommunen, hvis jorden er gammel landbrugsjord. Derfor kontaktede jeg (igen) Hedensted Kommune for at undersøge, om grunden havde ligget på tidligere landbrugsjord. Dette var tilfældet, og desuden kunne den rare dame nævne følgende principper i Hedensted Kommune:

Købere af kommunale parcelhusgrunde kan få dækket merudgifter til fundering med videre på følgende betingelser:

  • at køber skal indsende dokumentation for merudgifter til fundering med videre i form af jordbundsteknisk analyse samt tilbud fra entreprenør. De indsendte priser checkes af administrationen, om de svarer til de til enhver tid rimelige for pågældende arbejder
  • at Hedensted Kommune ikke dækker merudgifter til ekstrafundering i størrelsesordenen 0 – 50.000 kr. Disse må køber selv afholde
  • at refusion på grund af merudgifter til ekstrafundering med videre dog aldrig kan overstige 50% af den oprindelige købesum

Dvs. hvis dine udgifter til sandpude mv. overstiger 50.000 kr., kan du få udgifterne refunderet, hvis du du indsender din jordbundstekniske analyse samt en beregning fra dit byggefirma på, hvad denne sandpude vil beløbe sig til.

Man kan vist roligt sige, at Hedensted Kommune fik endnu en stor stjerne i vores bog.

Holy crap – det går stærkt

I går søndag indsendte vi vores lange smøre med kommentarer til det første skitseudkast, og allerede IDAG kl. 12.02 har vi fået den reviderede skitse med alle vores ændringer og kommentarer implementeret. Det går stærkt hos HusCompagniet 🙂

Hele skitseforslaget kan downloades i PDF-format her:

Plantegning, revision 1

Smid endelig jeres kommentarer!!!

Kommentarer til første skitse

Vi har nu gennemgået HusCompagniets første skitseudkast. Vi har en del kommentarer og tilpasninger… men sådan er det nok altid i første fase af sådan et projekt. Herunder ses vores tilrettede skitse, som vi dags dato har sendt tilbage til HusCompagniet:

Beliggenhedsplan
  • Huset skal gerne rykkes 1,5 meter mod nord og 1,5 meter mod vest, således at der er 4,5 meter til skel på øst-siden.
Grundplan
  • Overordnet set har vi rykket indgangen/entréen fra carporten til vest-siden af huset, således at den lange gang bliver til en “knæk-gang”, og vi har ligeledes rykket depot-rummet fra “børne-/indgangsafdelingen” til køkken-/alrumafdelingen.
  • På vedhæftede tegning har vi forsøgt at farvelægge de enkelte rum, så de er lettere at genkende i forhold til den fremsendte skitse.
  • Alle vinduer skal som på den oprindelige tegning placeres midt i værelserne.
  • I aktivitetsrummet skal der være udgang med terrasse-dørsparti ligesom på den oprindelige aller-første skitse, som blev drøftet på mødet med Leon… vi vil gerne have muligheden for at lave en lille øst-vendt terrasse (hvilket også er grunden til at beliggenheden af huset er rykket 1,5 meter mod vest).
  • Der skal ikke være en dør i ind til aktivitetsrummet fra alrummet. Hvis det er muligt må der gerne være en skyde-dør (alternativt blot et åbent “hul”, hvor man på et senere tidspunkt kan montere en dør.
  • Højskabet mellem ovn og køl på fremsendte skitseforslag er sløjfet, og det indgår istedet til depot-rum.
  • Køkken/alrummet er udvidet i sydlig retning med en lille meter. Hele køkken-opsætningen inkl. kogeø rykkes med mod syd. Dog bliver der 1 ekstra skab ved bordpladen ved håndvasken. Køkkenvindue centreres passende.
  • I det lille bad kunne det være dejligt, hvis bredden i bruse-nichen blev på 1 m istedet for 90 cm.
  • I bryggerset forestiller vi os en “hestesko” med inventar. På øst- og vestsiderne er der bordplade og på sydsiden er der skabe fra gulv til loft.
  • Umiddelbart får vi følgende kvadratmeter på rummene:
    Kontor: 8 m2
    Aktivitetsrum: 9,3 m2
    Depot: 3 m2
    Børneværelse: 9,2 m2
    Teenageværelse: 13 m2
    Bryggers: 9,5 m2
    Lille bad: 5 m2
    Køkken/alrum: 33 m2
Spørgsmål
  • Vi går ud fra, at der er gulvvarme i depot-rummet. Er det korrekt?
  • Skal vi allerede nu tage beslutning om solceller-opsætning? Det skal der vel tages højde for i tegningerne?

Nu bliver det spændende at høre fra HusCompagniet, om vores foreslag er helt ude i hampen…

Første skitse modtaget

Nu går det lige pludselig stærkt. Vi har i går modtaget det første skitse-forslag til både plantegning og beliggenhed på grunden. I det medfølgende brev slås det fast, at vi skal komme med kommentarer og ændringer indenfor en uge, da tegningerne herefter vil blive betragtet som endelige. Desuden skal vi inden 4 uger have valgt inventar fra HTH samt fliser til alrum og badeværelser.

Men rolig nu!! Vi har ikke en gang fået resultatet fra jordbundsprøven endnu – så vi ved praktisk talt ikke, om vi er ruineret, inden vi er kommet igang. Leon fra HusCompagniet har dog lovet at checke op på Franck Geoteknik på mandag.

Men det er godt nok spændende at sidde med tegningerne af vores kommende hus i hænderne – det er svært at forestille sig hvordan det bliver. Men vi må hellere se at komme igang… der er kun en 1/2 uge tilbage 🙂

20120414-091738.jpg